Sommer og sol over Sønderjysk Terræn Cross
Med 380 til start må man sige, at Vesterbæk MotoCross Club som arrangører stod over for en udfordring, med Sønderjysk Terræn Cross den 15. august. Et løb der samtidig var 1. afd. af DM Enduro, samt en afd. af det tyske Off-road/Scramble mesterskab… Banen fik et sidste tjek tidligt søndag morgen - alt var klar og det næsten glemte ”sus” der kommer når stilheden bliver brudt af de mange startende, vækker glade minder hos mange.
De militære områder har været lukket land en tid, men de er nu igen - i et vist omfang - mulige at leje. Det giver så motorsporten mulighed for at genoptage disse Enduro/langdistance løb, som altså denne gang trak 380 deltagere, der blev fordelt i 2 heat à 2 timer + 1omg.
Terræn cross adskiller sig mest fra almindelig cross ved, at der ikke er træning og alle står bag deres cykel med slukket motor. Når starteren giver tegn er det så bare om at få startet og komme af sted.
Klasserne er delt så de passede i tempo, hvilket også gav et resultat med kun 1 der muligvis havde brækket et ben - for øvrigt en tysker i en eneulykke i lav fart. Alle var flinke til at passe på hinanden og de 14 kørende officials var hurtigt fremme, de gange hvor der opstod ”kø” på bakkerne.
Hvis sved kunne sælges til en fornuftig literpris, ville en del af deltagerne - ud over deres pokal - kunne tage hjem med en god slat penge.
Godt brugt, men også med smil på læben fik VMC uddelt pokalerne, så alle kunne tage hjem med en god oplevelse i bagagen, og mange stillede spørgsmålet - hvornår skal vi komme igen?
Så vi håber alle, at VMC igen finder tiden, tilladelserne og lysten til Sønderjysk terræn cross i 2011.
/#123/Lars-Bo